Forside

Vores Højlandskvæg

Vore avlstyre

Vore avlskøer

Vore kalve

Salg af dyr

Om skotsk Højlandskvæg

Salg af oksekød

Om Nordgaarden

Nordgaardens historie

Udlejningsboliger

Erhvervslejemål

Hvilke dyr skal man købe

 

Der er masser af dyr til salg, så som køber har du gode muligheder for at finde et dyr, der passer til dine forventninger og behov. Der er meget mere at tage stilling til end farven, som kan være rød, sort, gul, hvid, dun eller brindle. Vil du f.eks. have dyr, der kan gøre sig på dyrskuer, vil du have tamme dyr eller vil du have dyr, der med stor sikkerhed leverer en kalv uden problemer og producerer meget kød og samtidig har en fornuftig fodereffektivitet.

Bortset fra farven og temperamentet så kan de fleste andre kvaliteter ses på dyrets S-indeks, som fortæller om dyret såvel som familiens evne til at klare sig godt. Det vil sige føde en levende født kalv hvert år, have mælk nok til kalven, få kalve der vokser godt også efter fravænning, og have et udseende der svarer til særprægene for Skotsk Højlandskvæg. S-indekset står påført på stamtavlerne. Sørg for at få en nyligt udskrevet stamtavle, da S-indekserne beregnes 4 gange årligt og derfor kan have ændret sig væsentligt i løbet af årene, hvis dyret og dyrets familie har klaret sig bedre eller dårligere end forventet.

Som nybegynder vil jeg anbefale at købe dyr med et S-indeks over 100 (gennemsnit) og gerne over 105. Især avlstyren bør have et s-indeks omkring 105 eller derover. Det kan godt være, at man ikke mener at man har brug for fine dyr, fordi de bare skal græsse lidt eng af, men når man får problemer med kalve, der ikke kan patte på grund af for store patter, dødfødte kalve eller bare får for lidt økonomisk ud af dyrene, fordi de æder for meget i forhold til, hvad de producerer af kød, så ville man ønske at man havde valgt sine moderdyr med større omhu. Priserne er i øjeblikket så lave at det gode dyr ikke koster ret meget mere end det dårligere. Det handler derfor primært om at se sig for.

Derudover vil jeg anbefale nybegyndere at købe dyr, der har været håndteret. Det kan være lidt af en prøvelse at skulle indfange dyr første gang, men har dyret først prøvet det et par gange og er vant til at få grime på, blive bundet og trukket rundt med, så er det mange gange nemmere for ham, der prøver at håndtere Skotske Højlændere for første gang. Det kan være en god idé at købe dyr, der har været på dyrskue, for så får du sikkerhed for, at de har prøvet lidt af hvert. Vælger du et dyr fra marken kan du bede sælger om at vise dig, hvordan han indfanger dyret, så du kan se med egne øjne om det er en handling, der lader sig gennemføre uden de helt store anstrengelser.

Jeg synes, at det er en god idé at starte med kvier på 1 eller 2 år. Ved at vælge unge kvier får du mulighed for at lære dyrene at kende og de dig inden du skal ud og sætte øremærker i de nyfødte kalve for første gang. Du kan også købe et par køer med kalve, der er løbet. Så kan du udskyde investeringen i en tyr endnu et år. Køber du både han og hundyr bør du købe så kalvene kan få selskab, når de skal vænnes fra ved 8-9 mdr. Man kan godt lade kalvene gå hos køerne længere, men du skal blot sikre dig at tyrekalve ikke løber deres egen mor eller søster, eller at tyren ikke forgriber sig på sine egne kviekalve. Husk at dyrene er flokdyr og ikke vil gå alene, især kalve har et stort behov for selskab.

Hvis du vil have dyr, som du kan gå ind og strigle eller lægge grime på uden at de flygter, så lad være med at starte med for mange dyr. Selv om du har besluttet dig for at have 25 dyr, så begynd med 2-4 dyr. Hvis flokken bliver for stor eller der er ældre og dominerende dyr imellem (som vil have din opmærksomhed), så gemmer de mindre og mere usikre dyr sig og du får svært ved at komme i kontakt med dem. Endelig er det rart ”kun” at skulle bære vand ud til et par kvier den første vinter, når vandet pludselig fryser og du ikke har fået indrettet dig med frostfri drikkevandsinstallationer endnu.

Rød kvie med hvidt på maven kvie

 

Gul ko


 

Sort ko med kalv

 

Dunfarvet kvie

 

Brindle tyr


Hvid ko

Ole & Charlotte Skou · Nordgårdshuse 11 · 4100 Ringsted · Tlf. 70 20 77 88 · CVR 10044545