Forside

Vores Højlandskvæg

Vore avlstyre

Vore avlskøer

Vore kalve

Salg af dyr

Om skotsk Højlandskvæg

Salg af oksekød

Om Nordgaarden

Nordgaardens historie

Udlejningsboliger

Erhvervslejemål

Kælvning

 

Kig på afstand
Køerne klarer som regel at kælve uden hjælp fra mennesker. Det bedste man kan gøre er faktisk at lade dem være i fred, så de kan få ro til arbejdet. Som regel vil de søge væk fra flokken til et afsidesliggende og tørt sted, hvor de kan være alene. Vil man gerne se fødslen, bør man stille sig på god afstand, så man ikke forstyrrer koen. Gerne med en kikkert. Koen skal være meget tam og tryg ved dit selskab for at den ikke føler sig forstyrret.

Tegn på forestående kælvning
Hvis man har set tyren springe på koen eller koen er insemineret, så kender man det omtrentlige kælvningstidspunkt. I Danmark går Højlænderne i gennemsnit drægtige i 286 dage. Har man ikke set løbningen kan man kigge efter forskellige tegn på koen. I ugerne op til kælvningen vil yveret begynde at vokse. På kvier kan man se de første tegn på, at de begynder at sætte yver ca. 3 måneder i forvejen. På køer er det som regel først omkring 2-4 uger før kælvning, at de sætter yver. Nogle køer kan nå næsten helt til kælvning, førend der sker noget. Som regel kommer der tydeligt tryk i yveret i døgnet op til kælvning og nogle gange begynder mælken ligefrem at løbe ud af patterne. Det er et tegn på, at koen er meget tæt på kælvning.

Man kan også se på skedeåbningen, som bliver stor, rød og slap i dagene op til kælvning. Ofte vil der afgå slim fra skeden i timerne op til kælvning. Nogle gange begynder slimen at komme op til 14 dage før kælvning, mens der andre gange slet ingen slim kommer før kælvningen går i gang.

I dagene op til kælvning løsnes bækkenpartiet og haleroden løftes op i forhold til bækkenet, således at passagen for kalven bliver større. Mærker man på haleroden vil man kunne mærke, at den virker løs i det. Som regel kan man dog se med det blotte øje, at haleroden har løftet sig i forhold til sit sædvanlige leje. Ofte kan man også se at koens mave kommer til at hænge dybere, og at der opstår hulrum på hver side foran hoftebenene. På dette tidspunkt er der typisk 1-2 døgn til kælvning. Mange gange mister køerne appetitten i timerne før kælvning, så har du en ko, der ikke kommer til morgenfodring, men bare står roligt ude på marken kan det være et tegn på nært forestående kælvning, typisk en ½ dag.

Kælvningen
Når de første veer begynder, vil man som regel se, at koen søger væk fra flokken og begynder at lede efter et passende tørt og afsides sted, hvor den kan være i fred. Sørg altid for at køer der snart skal kælve har mulighed for at lægge sig et fredfyldt sted. Det nytter ikke noget at det eneste tørre sted er der hvor alle de andre, måske tyren inklusiv ligger, så bliver der ikke ro til arbejdet.

Mange gange vil koen begynde allerede 6-8 timer før fødslen at søge væk. Når veerne tager til, vil den begynde at lægge sig og rejse sig som om den ikke kan finde ro. Efter et stykke tid vil den begynde at få presseveer, hvor man nogle gange kan se forbenene komme ud og forsvinde ind igen. Som regel varer en kælvning ikke mere end 30 minutter, så kig på klokken, når du ser forbenene for første gang. Kvier kan godt være lidt længere om det, men fra fosterhinden springer og til kalven er ude må der helst ikke gå mere end et par timer, gør der det, bør man tilkalde dyrlæge.

Forlæns eller baglæns kælvning
Ligger kalven rigtigt, vil den komme ud med forbenene først og med klovens såler pegende mod jorden. Vender sålerne opad mod koens halerod er det formodentlig bagbenene, der er på vej ud og i givet fald er der forøget risiko for komplikationer. Konstaterer du, at sålerne peger opad, bør du enten hjælpe koen med at få kalven trukket ud hurtigt eller straks ringe efter dyrlægen. Uanset hvad du vælger, skal du handle hurtigt ved en baglæns kælvning, så kalven ikke bliver kvalt i fødslen.

Efter kælvningen
Så snart kalven er ude vil koen rejse sig og begynde at slikke kalven. Ofte vil hun dog også starte med at spise fosterhinder og slim fra fødslen. Dette er en helt naturlig ting for koen og skyldes nok, at hun sletter alle spor efter fødslen, så der ikke er efterladenskaber til ræve og eventuelle farligere rovdyr, hun måtte kunne forestille sig.

Efterbyrd
Efterbyrden vil normalt komme ud indenfor 2-8 timer, men der kan gå helt op til 24 timer. Hvis efterbyrden ikke er kommet ud af sig selv indenfor 24 timer, bør dyrlægen tilkaldes. Fjern aldrig løsthængende hinder fra koen. Tyngden er med til at trække resterne ud af koen på en naturlig måde. Hvis man vil sikre sig, at efterbyrden er kommet, så er det lettest at tjekke koen. Koen kan rydde op på marken bedre end noget rengøringsfirma, men hænger der stadig slimede hinder bagud af koen, så er efterbyrden ikke ude endnu.

 

 

 

 

 

 

 

 

Først kommer forklovene med sålerne pegende mod jorden

Så kommer mulen til syne

Snart kan man se hele hovedet

Når først skulderen er ude går det hurtigt

Et sidste pres og resten af kalven er ude

Den erfarne ko rejser sig som regel lynhurtigt for at se kalven - nogle allerede inden kalven er helt ude

Koen slikker omhyggeligt kalven ren og tør

Inden for ca. 30 minutter vil kalven rejse sig - og det var lettere, hvis mor ikke skubbede med sin ru tunge!

Når først kalven er på benene vil den instinktivt begynde at søge efter patterne

Ole & Charlotte Skou · Nordgårdshuse 11 · 4100 Ringsted · Tlf. 70 20 77 88 · CVR 10044545