Forside

Vores Højlandskvæg

Vore avlstyre

Vore avlskøer

Vore kalve

Salg af dyr

Om skotsk Højlandskvæg

Salg af oksekød

Om Nordgaarden

Nordgaardens historie

Udlejningsboliger

Erhvervslejemål

Stikfluer og mitter

 

Ud over at fluerne er enormt irriterende både for dyrene og røgterne, når vi skal ud og se til vore dyr, så kan de også være meget skadelige. De små fluer ynder at sætte sig på køernes patter og andre steder, hvor hårlaget er så tyndt at de kan komme til at bide. Problemet er at de bider hul, og at der kan gå betændelse i sådanne sår. Vi har haft en ko, der fik yverbetændelse på grund af fluestik og en anden, som gik med sår hele sommeren igennem. For begge køer var gældende, at de havde mistet deres kalv og derfor ikke havde en kalv til løbende at slikke patterne rene. Hvis en ko mister en kalv, skal man derfor være ekstra opmærksom på fluestik. Problemet er størst på fugtige engområder og på varme sommerdage. Derfor skal man også være meget opmærksom på kalve født på varme sommerdage. Hvis ikke moren er meget opmærksom på at slikke kalven helt ren, kan der meget hurtigt komme sår på den lille kalv. Af samme årsag planlægger vi ikke kalve født hen midt på sommeren. Der er jo ingen grund til at risikere problemer, besvær og måske endda miste en kalv. Er det alligevel gået galt og man konstaterer sår på en nyfødt kalv, er det en god idé at ringe efter dyrlægen straks. Han kan give kalven en indsprøjtning med antibiotika og noget mod fluer, så den er beskyttet øjeblikkelig. Kalvene er mest udsatte for fluestik omkring anus, men hold øje for det kan hurtigt brede sig til sår på store dele af kroppen.

Vi er begyndt at behandle forebyggende mod fluer med et middel vi har købt på den lokale forderstofforretning. 1 l koster næsten 700 kr., men så er der også til 40 behandlinger (ca. 18 kr. pr. gang). Nogle år sender vi kun ungdyrene ud i engen og beholder køer og kalve herhjemme på gården, hvor flueproblemet er langt mindre. Behandlingen foregår som med lusebehandling ved at man hælder 25 ml fordelt hen over ryggen. Det tager kun kort tid og vi kan se en synlig effekt. Midlet vi foretrækker vi bruger hedder enten Flusa (fedtet skidt, som lidt for ofte giver lokalirritation i form af sår på påføringsstedet) eller Tektonik (farver dine fingre blå). Du bør bruge gummihandsker til begge dele. Pour on midler har alle en ting til fælles, doseringshætten på flaskerne er helt umulige i brug. Man spilder simpelthen for mange af de dyre dråber og man kan ikke komme i ordenlig kontakt med huden med den korte studs de leveres med. Derfor smid doseringshætten ud og hæld midlet op i et syltetøjsglas. Herfra suger du op i en doseringssprøjte købt på apoteket. Køb en til hvert middel du bruger. Med en doseringssprøjte (uden kanyle) kan du presse spidsen ned mod huden og helst mod hårretningen, så rammer al væske huden.

 
Når skaden er sket og der er kommet sår behandler vi med kopattesalve. Sidste år måtte vi smøre patterne på en ko dagligt. Det var nu ikke det store problem. Hun nød behandlingen og vi skulle jo alligevel ud i engen og se til dyrene hver dag. Vi har også med held behandlet sår (efter bid fra fluer) på pungen af en tyrekalv væk med kopattesalve. Det tog ca. 1 uge med en gang daglig kopattesalve i rigelige mængder. Også han var ret begejstret for behandlingen, så det er jo dejligt, når der er noget der er nemt, billigt og effektivt.

Ole & Charlotte Skou · Nordgårdshuse 11 · 4100 Ringsted · Tlf. 70 20 77 88 · CVR 10044545